top of page

[Donation af en brugt

 dansk udrustet ambulance

 til Guinea-Bissau

 i Vestafrika]

En ambulance som i Danmark betragtes som udtjent kan gøre en verden til forskel for befolkningen i Guinea-Bissau, som er blandt verdens fattigste.

  

Den almennyttige forening AmbulanceTjeneste er dannet med baggrund i ønsket om at indsamle midler til køb af en brugt, fuldt udrustet dansk ambulance mhp. donation til hospitalet Simão Mendes i Guinea-Bissau, Vestafrika. Før afrejse vil ambulancen blive fyldt med doneret hospitals- og sportsudstyr mhp. at donere ambulancen og dette udstyr til det nationale hospital i Bissau og til befolkningen. Det lokale sygeplejepersonale vil blive oplært i brugen af ambulancen og dens udstyr af udstationerede danske læger.

 

Foreningen AmbulanceTjeneste er stiftet af formanden Kristian Holm Buch, som i perioden 2015-2016 har opholdt sig i Guinea-Bissau. Gennem frivilligt arbejde og et liv tæt med de lokale har han knyttet tætte bånd med det lille Vestafrikanske land. Motiveret af de mange gode oplevelser og et stort ønske om at hjælpe, har han iværksat et projekt af kærlighed til Guinea-Bissau.

AmbulanceTjeneste er en frivillig ikke-erhvervsdrivende forening med almennyttige- og velgørende formål med fokus på udviklingslandet Guinea-Bissau. Foreningen har fra Indsamlingsnævnet modtaget accept til den forestående indsamling af midler til ovenstående formål.

 

Guinea-Bissau er ét af verdens fattigste og mindst udviklede lande, hvor befolkningen døjer med en ubærlig høj mødre- og børnedødelighed, dårligt hospitalsudstyr, malaria, HIV og tuberkulose. Der er et akut behov for bedre behandlingsmuligheder ift. bedre hospitalsudstyr, inkl. moderne ambulancer, samt oplæring af det lokale sygeplejepersonale.

Guinea-Bissau har siden landets selvstændighed i 1974 været præget af skiftende, ustabile regeringsdannelser hvilket har gjort landet til et af de vigtigste transitområder for smugling af narkotika fra Sydamerika til Europa.

Den almindelige befolkning er således ude af stand til at gøre modstand mens politiske ledere og deres familier opsøger hospitalsbehandling i andre lande. På trods af dette, udviser befolkningen en utrolig stor livskraft, varme og venlighed.

 

Foreningen har i samarbejde med et dansk ambulanceselskab fundet en ambulancen der i Danmark fortsat er i brug og således lever fuldt op til de danske standarder hvilket inkluderer hjertestarterudstyr, spineboard, transportabel generator og køleboks til transport af lægemidler m.m.

Vejenes standarder i Guinea-Bissau er efter afrikanske standarder af en rimelig kvalitet og ambulancen forventes således at kunne gøre tjeneste i mange år i Bissau. Da der er tale om en Mercedes-Benz og de fleste øvrige køretøjer er af samme mærke, er opsporing af reservedele og kendskab til køretøjet fra mekanikernes side være tilstrækkeligt til at kunne holde køretøjet ved lige. Da der er en permanent dansk forskningsstation lokaliseret i landet har foreningen endvidere mulighed for at assistere hospitalet med bestilling af reuseables og reservedele til ambulancen, såfremt disse ikke kan fremskaffes i Bissau.

Projektet har til formål at støtte den lokale ambulance- og redningstjeneste og forbedre behandlingsmulighederne for de lokale. Det skal ske vha. bedre udstyr og uddannelse af det lokale sundhedspersonale forestået af danske, udstationerede læger (Frederik Schaltz-Buchholzer og Bo Langhoff Hønge) som har indvilget i at forestå dette arbejde uden honorar. Idet ambulancen lever op til danske standarder vil den være revolutionerende for behandlingen af akut syge i Bissau og der kan meget vel være tale om at landet bliver forsynet med én af de bedst udrustede ambulance i Vestafrika. Ambulancen vil med tilknytning til det nationale hospital beliggende i hovedstaden Bissau kunne gøre en afgørende forskel bl.a. ift. patienttransport fra regionshospitalerne til hovedhospitalet, idet mulighederne i de eksisterende ambulancer er meget begrænsede - de har bl.a. ikke hjertestarterudstyr og spineboard med og har langt mindre plads for den behandlende læge og tjener således nærmest kun som patienttransport fra A til B uden mulighed for behandling på vejen til sygehus. Størstedelen af ambulancerne som aktuelt betjener landets akutberedskab er således udtjente ambulancer som er doneret fra den tidligere kolonimagt Portugal, men som før donationen desværre har været meget udslidte og er blevet tømt for udstyr. Idet der i dette oplæg er tale om en fuldt udrustet ambulance som erhverves med alt udstyr intakt vil den Guineanske befolkning kunne tilbydes en helt anden behandlingsstandard, såfremt det forestående projekt gennemføres. Foreningen har anmodet Hospital Nacional Simão Mendes (HNSM) og det nationale institut for folkesundhed; Institut Nacional Sáude Pública (INASA) om interessetilkendegivelse, godkendelse og hjælp til gennemførelse af projektet, hvilket er bevilget. I brevet opstiller foreningen en række betingelser og krav for at sikre de er i stand til at modtage ambulancen, hvilket ligeledes er godkendt af de involverede myndigheder. Der vedlægges en statsautoriseret oversættelse af denne godkendelse som bilag.

 

Frederik Schaltz-Buchholzer er læge og PhD-studerende ved Statens Serum Institut (SSI) og Bandim Health Project (BHP, PSB). Frederik har som dansk udsendt læge arbejdet 2 år på hhv. pædiatri- og fødeafdelingen på HNSM. Frederik er udnævnt som æresmedlem af foreningen og har foruden sin lægefaglige viden et godt kendskab til Guinea-Bissau. Frederik vil være udstationeret i Guinea-Bissau i endnu to år fra november 2016 og vil sideløbende med sit normale arbejde spille en aktiv rolle i foreningen, inkl. ift. træning af det lokale sundhedspersonale i ambulancens udstyr og brug i samarbejde med læge Bo Langhoff Hønge. Begge læger har deres daglige gang på det nationale hospital og kan, med deres kontakter og erfaring, bidrage til projektets gennemførelse og succes.

 

Foreningen har ligeledes god, lokalt forankret opbakning fra andre internationale læger, som er permanent udstationeret i Guinea-Bissau. Ligeledes bliver projektet bakket op af de lokale myndigheder, som har udvist stor samarbejdsvillighed.

                                           

Der er tale om en enestående mulighed for at yde Direct Aid, direkte støtte som går ubeskåret til at sikre verdens fattigste en god ambulance. Det er direkte nødhjælp til et land der virkelig har brug for det. Og et land som nødhjælpsorganisationer ofte har trukket følehornene ind fra, pga. den politiske ustabilitet.

 

Kristian og Frederik vil efter overdragelsen af ambulancen til det nationale hospital opholde sig hhv. min. 6 måneder og 2 år i Guinea-Bissau. Dette er vigtigt mhp. at sikre at ambulancen og dens udstyr får den levetid og anvendelse den fortjener, således at arbejdet og donationerne ikke har været forgæves. Qua et i forvejen tæt samarbejde med hospitalsledelsen vil det være muligt både at følge ambulancens færd og løbende kontrollere at det lokale sundhedspersonale er i stand til at anvende ambulancens udstyr korrekt. Hvis ikke, vil der blive afholdt kurser i dette ved de to førnævnte læger.

 

Foreningen håber, at kunne indsamle de fornødne midler inden udgangen af november 2016 da der nu foreligger et godt tilbud på en brugt ambulance fra Ambulix. Såfremt det lykkes at indsamle 100.000 kr. til køb af ambulancen og dieseludgifter forbundet med transporten til Vestafrika, vil ambulancen have afgang fra Danmark i starten af december, med forventet ankomst i Bissau i slutningen af december. Ambulancen vil blive officielt overrakt hospitalet når oplæring af det lokale sygeplejepersonale er tilendebragt. Det forventes således at ambulancen vil befinde sig på de guineanske veje primo januar 2017.

 

Foreningen AmbulanceTjeneste er primært dannet på baggrund af en stor kærlighed til Guinea-Bissau og dets befolkning. Flere af foreningens medlemmer har oplevet en utroligt stor varme, gæstfrihed og venlighed på trods af de endog meget barske livsomstændigheder som de fleste i befolkningen dagligt slås med. Ønsket med dette projekt er således at give en smule igen ved at gøre en god gerning, som ud fra et dansk perspektiv ikke koster meget i det store billede, men som både vil kunne redde mange mennesker i Guinea-Bissau og skabe stor glæde og styrke relationerne mellem Danmark og Guinea-Bissau.

 

Foreningens formand, Kristian Holm Buch, agter selv at køre ambulancen til Guinea-Bissau og personligt overrække den til hospitalet. Projektet er Direct Aid uden nogen former for lønudgifter – alle midler går ubeskåret til erhvervelse af ambulancen, omregistrering, transportudgifter (brændstof, forsikring, rejsedokumenter m.m.) og andre udgifter ift. det lokale arbejde med implementeringen af ambulancen ved HNSM.

 

Tak fordi du/I tog dem tid til at læse om vores projekt.

Vi håber du/I vil støtte projektet!

 

Med venlig Hilsen

 

AmbulanceTjeneste

Kristian Holm Buch, Formand

 

 

 

English

ThankYou

Kontakt os

Så frem du skulle have nogle spørgsmål er du velkommen til at kontakte os.

Telefon: (+45) 29 92 85 90

E-mail: ambulancetjeneste@gmail.com

24h

Beskeden er afsendt. Vi vil vende tilbage hurtigst muligt

Kontakt:
bottom of page